Med Ungeløftet er der sat en ambitiøs national dagsorden om at forbedre livsbanerne for unge, der står udenfor uddannelse og arbejde gennem mere helhedsorienterede, målrettede og vidensbaserede indsatser. Ambitionen er at styrke de unges trivsel, deltagelsesmuligheder og forudsætninger, samt at hjælpe flere unge tættere på uddannelse og beskæftigelse og derigennem at styrke deres tilknytning til samfundets fællesskaber. Samtidig afspejler Ungeløftet en erkendelse af, at komplekse udfordringer blandt unge kræver indsatser, der går på tværs af organisatoriske og faglige skel.
Investeringsprogrammet under Ungeløftet udgør en central løftestang i denne målsætning. Som statslig fond investerer DSI i forebyggende sociale indsatser med henblik på at skabe både bedre sociale resultater og et grundlag for geninvestering i nye indsatser. Programmet adskiller sig fra mange traditionelle ungeindsatser ved at bestå af flere forskellige indsatstyper, implementeret i forskellige kommunale kontekster og målrettet unge med meget forskellige forudsætninger og behov. Evalueringen af investeringsprogrammet skal derfor kunne skabe sammenhængende og sammenlignelig viden på tværs af betydelige forskelle i både indsatser, målgrupper og organisatoriske rammer.
Niels Ulrik Sørensen og Anne Mette W. Nielsen fra CeFU indgår som faglige samarbejdspartnere i evalueringen med ansvar for forskningsmæssig kvalificering af evalueringens trivsels- og læringsspor. CeFU bidrager med forskningsbaseret viden om unges trivsel, deltagelse, udsathed samt virksomme mekanismer i sociale indsatser for unge i udenforskab.
CeFU's opgaver omfatter:
- kvalificering af evalueringens trivselsforståelse og udviklingen af det fælles trivselsmål
- faglig sparring på spørgerammer, interviewguides og øvrige redskaber til den kvalitative dataindsamling
- løbende sparring på analyser og fortolkning af kvalitative fund vedrørende unges trivsel, deltagelse og progression
- bidrag til tværgående analyse- og læringsprocesser i evalueringen,
- planlægning og gennemførelse af faglige oplæg ved programmets læringsseminarer
- forskningsbaseret rådgivning om unge i NEET-målgruppen og betydningen af sociale, relationelle og institutionelle forhold for deres trivsel og livsbaner
Den overordnede projektledelse, dataindsamling, analyse, rapportering og kontraktansvar varetages af MBC. CeFU fungerer som faglig samarbejdspartner og bidrager til kvalificering og vidensopbygning gennem hele projektperioden.

