- En forskningsbaseret evaluering i krydsfeltet mellem beskæftigelse, sociale fællesskaber og kunst- og kulturområdet rettet mod unge i Mjølnerparken
Forskningsbidraget vil belyse, hvordan der gennem et mere helhedsorienteret syn på de unges livssituation og livsvilkår, samt ved at bruge kunst og kultur som en alternativ, deltagerorienteret og engagementsbåret arena, kan åbnes nye veje for unge, der bor i boligområder, der er defineret som ’udsatte’ og i en perspektivering til implementeringen af parallelsamfundspakken.
Med afsæt i et ungeperspektiv er målet at undersøge og kvalificere indsatsens arbejde med at styrke målgruppens livsmestring og adgang til job og uddannelse. Med inspiration fra virkningsevaluering anskueliggøres, hvordan og i hvilket omfang indsatsen i et krydsfelt mellem uddannelse, beskæftigelse og kunst og kultur kan etablere ressourcefællesskaber, der åbner nye veje for unge i målgruppen. Forskningsbidraget har fokus på de processer og praksisser, der fremstår som bærende for de unges deltagelse i de forskellige dele af indsatsen, og hvordan de virker ind i de unges øvrige liv. De belyses gennem observationer og de unges fortællinger om deres deltagelse i forskellige dele af indsatsen med henblik på at identificere og kvalificere koncepter, metoder og redskaber, der undervejs kan understøtte indsatsens udvikling af de unges fællesskaber, indflydelsesmuligheder og transitionsprocesser.
Forskningsbidraget tager afsæt i følgende tre forskningsspørgsmål:
1. Hvilke processer og praksisser gør sig gældende i indsatsen, og hvordan sætter de sig igennem i indsatsens forskellige dele?
2. I hvilket omfang og på hvilke måder bidrager disse processer og praksisser til, at de unges livsmestring øges, og de kommer i job og uddannelse? Og på hvilke andre måder griber indsatsen derudover ind i deres livsbaner og livssammenhænge?
3. Hvilke muligheder, begrænsninger og udviklingsbehov tegner sig i de unges fortællinger om deres deltagelse i indsatsen, som de træder frem i et projekt- og livsperspektiv? Og hvordan kan disse opmærksomheder bidrage til udviklingen og kvalificeringen af indsatser, der arbejder med unge i målgruppen?