”De får blæst risici ud i hovedet hele tiden. De bombarderes med viden fra myndigheder, influencere, medier. You name it “
Det siger Noemi Katznelson, som er professor og centerleder ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet til Berlingske i artiklen: ’Se listen: Disse ting vil danske unge have på plads, før de får børn’.
I et nyt studie fra SDU er fire forskere gået i dybden med gymnasieelevers ønsker for fremtiden, der får en af forskerne bag studiet, til at omtale de unge som en ”tjeklistegeneration”.
Noemi Katznelson kan genkende de unges ønske om kontrol og ser det som et symptom på al den information, de skal sortere i. Samtidig minder hun om, at vi ikke kan tænke alle unge ind i den opstillede liste.
»En generation består af utroligt mange forskellige individer. Så man skal altid være meget opmærksom på, at man har med nogle meget generelle betragtninger at gøre.«
