Muskelkraft, nr. 3, 2018.
Af: Jane W. Schelde
Kropsidealer åbner for en evig stræben mod det uopnåelige, og holdningen i samfundet er, at det er vores eget ansvar at gøre det ”rigtige”. Der mangler forskning i, hvad det betyder for unge med handicap mener forsker
”Unge bliver i dag eksponeret for meget høje og meget snævre kropsidealer, og de møder dem overalt: i modeindustrien, kosmetikindustrien, kosmetisk kirurgi og fitnessindustrien. Alle arbejder ud fra de samme idealer, at vi skal arbejde med vores krop, trimme den og modellere den for at opnå idealet. Vi er blevet meget fokuseret på at skabe kroppen. Den er blevet en arena og stadig ud fra de snævre idealer, som fordrer en enorm opmærksomhed på kroppen,” siger Niels Ulrik Sørensen
Han mener, at de snævre rammer ikke kun gælder kropsidealerne. Det gælder også noget mere grundlæggende om vores opfattelse af livet. ”Der er kommet et øget fokus på, at man er ansvarlig for sin egen skæbne. Det gælder om at træffe de rigtige valg, og gør man det, kan man sole sig i det, men mislykkes man, er det ens egen skyld. Det er en barsk tanke, som leder hen på fornemmelsen, at livet er noget plastisk og modellerbart. At vi selv kan modellere livet. Og kropsidealet er en del af det. Vi har selv ansvaret for at modellere vores krop,” siger han og fortsætter: ”Hvis hele livet, kroppen og vores eksistens opleves som plastisk, og vi selv skal modellere både livet, kroppen og eksistensen, så skulle man tro, at det åbnede for en frihed og en forskellighed. Men det gør det ikke. Der er kræfter, som lukker friheden ned,” mener han og henviser til hele industrien omkring kroppen, som producerer det meget entydige ideal.
