Hvordan skaber vi lærepladser, hvor unge kan trives - både fysisk og psykisk - i en tid med grøn omstilling og klimaforandringer?
Det er omdrejningspunktet for CeFUs nye podcastserie Bæredygtigt lærlingeliv: Praksischok eller ønskejob? som sætter fokus på lærlinges arbejdsliv i to erhverv, der spiller en central rolle i den grønne omstilling: landbrug og skovbrug.
I podcastserien zoomer vi ind på, hvad der kendetegner socialt bæredygtige lærepladser, og hvordan nye produktionsvilkår og klimaforandringer påvirker lærlingenes trivsel, sikkerhed og faglige identitet. Serien bygger på kvalitative interviews med både lærlinge og eksperter og giver konkrete indsigter i, hvordan rammerne for unge i erhvervsuddannelserne kan styrkes.
Podcastserien er baseret på viden fra forskningsprojektet ’Bæredygtighed og arbejdsrelateret trivsel blandt eud-elever i første oplæringsforløb’, som er gennemført af CeFU, Aalborg Universitet i regi af CEVEU, Center for Viden om Erhvervsuddannelser.
Serien er sjette sæson af podcasten UNGDOMSFORSKNING og er produceret i samarbejde med MonoMono.
