Dette ph.d.-projekt undersøger, hvordan inklusion som ideal og praksis udfolder sig i den danske folkeskole – i et spændingsfelt mellem ambitionen om fællesskab for alle og skolens faglige og sociale krav. Projektet er opstået i en tid, hvor samtalen om inklusion ofte er præget af skepsis og problemfokus. Det sigter mod at gentænke inklusion som en strukturel og fælles proces, der skaber deltagelsesmuligheder for alle elever – frem for som et individuelt problem.
Med afsæt i critical disability theory og affektteori undersøger projektet, hvordan forestillinger om normalitet former betingelserne for inklusion i skolens hverdag. Det empiriske materiale består af etnografiske observationer i en indskolingsklasse og interviews med lærere og skoleledere. Målet er at skabe et analytisk rum, hvor det bliver muligt både at lytte til de professionelles erfaringer og samtidig stille kritiske spørgsmål til de strukturer, rammer og forståelser, som former arbejdet med inklusion.
Projektet befinder sig i krydsfeltet mellem sociologisk og didaktisk forskning og søger at skabe forbindelser mellem teori og praksis – ikke ved at opstille universelle løsninger, men ved at fremhæve kompleksitet, dilemmaer og potentialer i det konkrete. Undersøgelsen er optaget af, hvordan følelsesmæssige og strukturelle spændinger former inklusionsarbejdet i praksis – og hvordan begrebet ”inklusion” bliver ladet med alt fra håb til skam i skolens dagligdag.
