Videnskabelige publikationer

Print

Feedback samtaler i udskolingen - opsamling af erfaringer på fire københavnske folkeskoler

Titel: Feedback samtaler i udskolingen - opsamling af erfaringer på fire københavnske folkeskoler
Forfattere: Mette Pless og Noemi Katznelson
Dato: 10.08.2018
Type: Rapport
Tags: folkeskolen, Udskoling, feedbacksamtaler

Feedback samtaler i udskolingen - opsamling af erfaringer på fire københavnske folkeskoler

Der er i disse år et intensiveret fokus på at løfte og understøtte skoleelevers læring og trivsel. Forsøg igangsættes, og nye projekter og tiltag ser dagens lys. Et af de fokusområder, der har vundet frem, handler om feedback til eleverne, og det er netop det, som denne rapport sætter spot på. Center for Ungdomsforskning har undersøgt feedbacksamtaler i udskolingen på fire kommuneskoler i København og har forskningsmæssigt stillet skarpt på, hvordan feedbacksamtalerne kan bidrage til elevernes faglige, sociale og personlige udvikling. Undersøgelsen tager afsæt i et konkret forsøgsarbejde i Københavns Kommune med feedbacksamtaler i udskolingen.

Undersøgelsen peger overordnet på, at der er en stor variation i såvel udmøntning som udbytte af forsøgene på de forskellige skoler. Variationen hænger snævert sammen med mere overordnede skole- og implementeringsspecifikke forhold, såsom hvor lang tid forsøgsarbejdet har været i gang, i hvor høj grad det er understøttet ledelsesmæssigt, i hvor høj grad det indgår som en integreret del af skolens øvrige undervisningspraksis osv. Således tegner der sig et billede af, at tilfredsheden blandt elever og lærere er stor, der hvor samtalerne er integreret i skolens hverdag, og hvor eleverne er vant til samtalerne og bevidste om, hvad formålet med dem er. Omvendt er tilfredsheden mere begrænset der, hvor der er uklarhed omkring den ledelsesmæssige prioritering, og hvor rammesætningen og organiseringen af forskellige årsager er udfordret.

Hvad angår elevernes udbytte af samtalerne peger undersøgelsen bl.a. på, at samtalerne rummer mulighed for, at eleverne oplever at blive set individuelt og får lejlighed til at lufte eventuelle udfordringer og perspektiver. Hertil kan samtalerne, når de bliver til et egentligt procesforløb over tid, understøtte udviklingen i elevernes faglige, sociale og personlige kompetencer. Derudover sætter undersøgelsen fokus på, at det helt overordnet er nødvendigt med en ledelsesmæssig opbakning til afholdelsen af feedbacksamtaler, og en sammentænkning af samtalerne med skolens øvrige pædagogiske praksis er afgørende. Det er dermed tydeligt, at organiseringen og rammesætningen af samtalerne er afgørende for at opnå et positivt udbytte af samtalerne. I rapporten angives ydermere pejlemærker for fremtidige indsatser omkring en øget brug af feedback.

Læs mere om forskningen bag publikationen

Elevers motivation og kompetenceudvikling i udskoling

Udskolingen er præget af dalende motivationsniveau og en stor gruppe af de unge vurderes ikke-uddannelsesparate i 8. klasse. Center for Ungdomsforskning følger et udviklingsprojekt på initiativ af Københavns kommune, hvor målet netop er at øge de unges motivation.

Kontakt forskere

Noemi Katznelson
nka@learning.aau.dk
Telefon: (+45) 2068 6680

Mette Pless
mep@learning.aau.dk
Telefon: (+45) 2942 7467

22. november - Konference: Udfordrende og læringspotente overgange til voksenlivet

22. november - Konference: Udfordrende og læringspotente overgange til voksenlivet

På næste store konference stiller CeFU skarpt på overgange i ungdomslivet på kanten til voksenlivet. På risici og udfordringer ved de forskellige overgange – og deres læringspotentialer og muligheder.

Læs mere her

Center for Ungdomsforskning | cefu@learning.aau.dk | Tlf: (+45) 20 29 46 29 | A.C. Meyers Vænge 15, 2450 Kbh SV