Titel: Forandringer i EUD-elevers motivation og faglige selvsikkerhed
Forfattere: Søren Christian Krogh, Arnt Louw, Rolf Lyneborg Lund og Pernille Hjermov
Dato: 24.06.2025
Type: Rapport
Tags:

En undersøgelse af udviklingen i elevprofiler på erhvervsuddannelsernes grundforløb for 2009 til 2024 vha. machine learning
Hvordan har elevernes motivation og faglige selvsikkerhed udviklet sig på erhvervsuddannelsernes grundforløb over de seneste 15 år? Det spørgsmål undersøger vi i dette notat, som bygger på to spørgeskemaundersøgelser blandt grundforløbselever fra henholdsvis 2009 og 2024.
Notatet er en del af forskningsprojektet Hvordan giver det mening at være ung på EUD – et projekt under Center for Ungdomsforskning (CEFU), Aalborg Universitet, gennemført i regi af Center for Viden om Erhvervsuddannelser (CEVEU).
Undersøgelsen viser en tendens til øget polarisering blandt eleverne:
- Flere elever er i dag motiverede og fagligt afklarede – især blandt de mandlige elever – hvilket tyder på, at reformer og strukturelle ændringer har haft en positiv effekt for nogle.
- Samtidig er andelen af usikre og fraværende elever steget markant. Disse elever kæmper ofte med lav faglig selvtillid, lav trivsel og overvejelser om at afbryde deres uddannelse.
- Kønnede forskelle er blevet mere markante: Flere drenge er blevet fagligt afklarede, men også mere demotiverede. Flere piger oplever usikkerhed omkring deres faglige evner.
- Behovet for støtte er vokset – både fagligt, socialt og personligt – særligt blandt de elever, der føler sig usikre eller står i risiko for at falde fra.
Med afsæt i elevernes erfaringer viser notatet, hvordan erhvervsuddannelserne i stigende grad tiltrækker en gruppe stærkt motiverede unge – men samtidig efterlader andre i mere udsatte positioner. Det kalder på differentierede tiltag, der både understøtter de stærke og løfter de elever, der har brug for hjælp til at gennemføre.
Dette forskningsprojekt er første del (del A) af et større forskningsprojekt. Denne del af projektet undersøger de unge under 25 år og deres møde med erhvervsuddannelsernes grundforløb. Formålet med projektet er at frembringe viden om nogle af de bredere tendenser, der spiller ind i de udfordringer, der er forbundet med faldende tilgang, højt frafald, valg og gennemførsel på eud’s grundforløb. Forskningsprojektet efterfølges af en del B, der har fokus på de unge i oplæringen.
Arnt Vestergaard Louw
avl@ikk.aau.dk
Telefon: (+45) 31 95 45 30
Søren Christian Krogh
sck@ikk.aau.dk
Telefon: (+45) 9940 2766

En gang i kvartalet udsender vi et nyhedsbrev med information om ny forskning, udgivelser og konferencer. Hvis du gerne vil holde dig informeret om den nyeste ungdomsforskning, så tilmeld dig allerede nu.
Tilmeld dig nyhedsbrevet!