Politiken, d. 30. april 2013
Af Maja Lærke Maack og Marie Hjortdal
Om præcis en uge bliver det afsløret, hvilke lærere fra grundskolen og ungdomsuddannelserne, der vinder Politikens Undervisningspris. En pris, der hylder de gode lærere og den gode undervisning, som udfordrer og favner eleverne, får dem engageret og viser dem nye perspektiver og undervisningsmetoder.
De 1.084 indstillinger er efter timers gennemlæsning og diskussion i dommerpanelerne for de 2 kategorier blevet til 12 nominerede lærere eller lærerteam. Men processen har ikke været let på grund af de mange velbegrundede og rørende indstillinger fra elever, forældre og kollegaer.
»Det har virkelig været fantastisk bekræftende og en meget positiv oplevelse at læse den enorme bunke af indstillinger, som rummer lutter begejstring for danske lærere. Indstillingerne sender et rigtigt positivt signal, ikke mindst i lyset af den sidste tid med lærerlockout. De viser, at kritikken af lærerne langtfra er udbredt, og at der er stor tiltro til dem og ikke mindst begejstring over deres undervisning«, siger Noemi Katznelson.
Hun er forskningsleder og lektor på Center for ungdomsforskning på Aarhus Universitet og har siddet i dommerpanelet for ungdomsuddannelser.