Uddrag fra artiklen "Unge med handicap og idræt"
Af Anne-Merete Kissow
Erfaring og forskning viser, at unge med handicap gennemgående bevæger sig for lidt i forhold til de anbefalinger, man fra sundhedsstyrelsen giver i forhold til at opretholde en sund livsstil. De deltager ligeledes i mindre grad i den frivillige idræt end gennemsnittet af befolkningen og dyrker mindre fysisk aktivitet på egen hånd. Det kan der være mange årsager til. Der kan være vanskeligheder med at transportere sig, mangel
på passende idrætstilbud i nærheden af hjemmet eller problemer med tilgængeligheden til de tilbud, der er. Den unge kan mangle evnen til at tage initiativ til at komme af sted eller mangle mennesker omkring sig, der støtter og skubber ham til at være aktiv.
Unge mennesker med handicap har stor tendens til isolation og en livsstil, der indebærer udtalt sundhedsrisiko, f.eks. inaktivitet, dårlige spisevaner, misbrug, og hvad deraf kan følge af lav livskvalitet.
Fysisk aktivitet har som bekendt positive konsekvenser for sundhedstilstanden. Men lige så vigtigt er det, at idræt og fysisk aktivitet ofte tilbyder den unge mulighed for sociale kontakter og netværk, der kan anspore til et generelt aktivt liv som deltager i samfundets sociale fællesskaber.
Der kan gives mange gode grunde til, at børn og unge med handicap skal kunne deltage i idræt og bevægelse lige som alle andre. Glæden ved kropslig udfoldelse og socialt fællesskab er vel dybest set den vigtigste grund for den enkelte. Men det kan også indebære andre gevinster, for eksempel at man bliver klogere på sig selv og
udvikler færdigheder og kompetencer, som man muligvis kan bruge i andre sammenhænge også. Gennem idræt og bevægelse kan man yderligere udvikle identitet og selvopfattelse, og ikke mindst kan man gennem fysisk aktivitet påvirke
sin helbredstilstand i positiv retning.