Uddrag af artiklen "Ung med handicap"
Af Niels-Henrik M. Hansen
Man ved ikke ret meget om, hvorledes det er at være ung og have et handicap. Måske er det, fordi det er svært at forbinde de billeder og associationer, som ordene ”ung” og
”handicappet” giver. At være ”ung” bringer måske billeder af livsglæde, valg af uddannelse og andre positive ting frem. Det er ganske omvendt med ”handicappet”. Det giver associationer til underlig opførsel og familiens gamle medlemmer. Netop associationen til alderdom er paradoksal, når vi taler om unge mennesker med handicap.
Når blikket rettes specifikt mod unge med en eller anden form for funktionsnedsættelse bliver det mødt af et paradoks! Paradokset er, som det blev nævnt i indledningen, at der på den ene side eksisterer kilometervis af bøger og rapporter om unge med en funktionsnedsættelse. De er blevet fulgt nøje igennem folkeskolen, og deres færdigheder samt pædagogiske tiltag er blevet dokumenteret til mindste detalje. Men i det øjeblik de forlader folkeskolen forsvinder de tilsyneladende ud af denne fokus, hvilket gør, at der i den grad mangler systematisk viden om de vilkår, problemer og overvejelser, som unge med handicap møder i deres ungdomsliv, når de forlader
folkeskolen. Det gør, at der findes en masse ubesvarede spørgsmål om, hvordan en funktionsnedsættelse påvirker de unges liv – og det gør sig i særlig grad gældende, når man ser på de unges eget perspektiv.