Uddrag fra artiklen "De følelsesmæssige sider af handicap"
Af Bjarne Bjelke Jensen
For mennesker med bevægelseshandicap er det ikke blot de fysiske sider, der skal mestres. Vi skal her se nærmere på det, den engelske forsker Donna Reeve kalder de psyko-emotionelle sider. For hvordan håndterer man, at folk hele tiden stirrer, at man føler sig diskrimineret, at man skal spille roller?
Jeg mødte ph.d.-stipendiat Donna Reeve i Lancaster i Nordengland umiddelbart efter den største tilbagevendende konference om handicapforskning på engelsk grund. Konferencen var præget af et mindre opgør med den i Storbritannien stærkt dominerende ”sociale model”, som de sidste tyve år har sat rammerne for hvordan
handicap, eller disability, opfattes. Modellen dikterer, at handicap stort set udelukkende er et spørgmål om samspillet med omgivelserne. Hvis man altså ideelt set kunne forestille sig det ultimativt åbne, rummelige og inkluderende samfund, ville der i et sådant ikke være mennesker med handicap. Og rummelighed og inklusion ville
alligevel ikke være benyttede begreber, da de kun har berettigelse i kraft af, at de mangler. Den sociale model er stærkt inspireret af andre minoritetsgruppers kamp mod undertrykkelse, det være sig i forhold til etnicitet, kultur, religion, sexuel orientering eller køn.
Donna Reeve er født med rygmarvsbrok og har taget en uddannelse i en helt anden retning, inden hun begyndte at interessere sig for handicapforskning. Vi fokuserer her både på hendes forskningsmæssige pointer og hendes egen historie som akademiker med handicap – to ting, der hænger sammen.