Uddrag fra artiklen "Brugen af støttelærer"
Af Hans Nørgaard
”Det er dejligt, at støttelæreren ligesom er integreret i selve klassen!”
Denne udtalelse faldt i et interview, som jeg lavede med fire unge mennesker. Alle fire er blinde og har fulgt folkeskolens undervisning i almindelige klasser forskellige steder i landet. Interviewet var et af flere i en undersøgelse, hvor jeg forsøgte at pejle elevernes opfattelse og oplevelse af den støtte, som de modtog gennem en årrække i folkeskolen (Nørgaard 2005). Optakten til denne undersøgelse af elevernes perspektiv
på støttefunktionen var en retrospektiv undersøgelse af et vellykket (inkluderende) skoleforløb for en blind elev. Her var det hensigten at undersøge, hvilke faktorer der i skoleforløbet havde bidraget til et, efter elevens, lærernes og forældrenes opfattelse, meget vellykket skoleforløb – både fagligt og socialt.
En af de faktorer, der havde stor betydning for skabelsen af inkluderende undervisning, viste sig at være den måde, som støttelærerfunktionen var udmøntet på: nemlig som en teamfunktion eller to-lærer ordning (Malini et al 2005). Dette fik mig til at fokusere på spørgsmålet om, hvordan støttefunktionen til blinde børn i folkeskolen opleves af eleverne. Spørgsmålet om udmåling og udmøntning af støtte afgøres altid af de voksne, der er omkring barnet (forældre, lærere, skoleledelse, forvaltninger) og ud fra hver deres perspektiv og opfattelse af, hvad der tjener eleven (sagen) bedst.
Indledningscitatet rammer ganske godt et af de hovedtemaer, som de unge beskrev: At støttefunktionen skal være en integreret del af lærerteamet og ikke af den type, hvor en støttelærer tager en stol og sætter sig hen ved siden af eleven og fungerer som en oversætter af det, der foregår i klassen. Sker det sidste, afskærmes eleven fra aktiv deltagelse, som er helt centralt for inkluderende undervisning (Tetler, 2004).
Desuden reducerer det muligheden for, at den blinde elev kan være i en horisontal kammeratskabsrelation, som er afgørende for alle børns udvikling (Janson, 1996). I stedet bliver barnet/eleven tvunget ind i en vertikal voksen-relation. Dette relationsforhold vil være tydeligt for klassens øvrige elever og af den grund bidrage yderligere til en ekskludering af det fællesskab, som den blinde elev ellers skulle være en del af.