I denne udgave af ungdomsforskning tager vi fat i et tema omkring unges sygdom og sundhed. Under denne overskrift tager de forskellige artikler bl.a. fat i unge som en særlig gruppe patienter og de ressourcer som unge råder over, når de skal håndtere sygdom – og ikke mindst sundhed. I forhold til sidstnævnte peger temaet på, at den typiske opfattelse af sygdom og sundhed som hinandens modsætninger ikke holder helt i forhold til unge. For unge – og for mange andre – er sundhed ikke længere en entydig størrelse, der kan defineres ved fraværet af sygdom. I stedet er sundhed blevet en relativ størrelse – man kan altid være mere sund; hvad enten det handler om ernæring, motion og øvrige livsstil.
Derudover har vi fornøjelsen af, i dette nummer, at kunne præsentere nogle af resultaterne fra en stor ny undersøgelse lavet ved Center for Ungdomsforskning (CeFU). I samarbejde med TrygFonden har CeFU gennemført en stor analyse, der belyser, hvorfor unge med anden etnisk baggrund end dansk, ser ud til at klare sig bedre end etniske danske unge, i uddannelsessystemet. Det interessante ved denne succeshistorie er, at se nærmere på hvorfor det rent faktisk går så godt for mange unge med indvandrerbaggrund. Hvilke faktorer er på spil? Er der tale om, at integrationspolitikken er blevet så god, at unge med anden etnisk baggrund end dansk, er blevet så ’fordanskede’, at de nu klarer sig bedre end unge med etnisk dansk baggrund? Eller er der andre ting på spil? Det er disse spørgsmål Flemming Mikkelsen tager fat på i hans artikel, som belyser en række af de faktorer, der gør at etniske minoritetsunge i disse år opnår gode resultater i uddannelsessystemet og klarer
sig godt på arbejdsmarkedet.
Rigtig god læselyst!
Niels-Henrik Møller Hansen
nmh@dpu.dk
Telefon: (+45) 8716 3706
Center for Ungdomsforskning | cefu@dpu.dk | Tlf: (+45) 87 16 35 45 | Tuborgvej 164, 2400 Kbh NV