Uddrag af artiklen "Når de unge ved bedst" Af Niels Ulrik Sørensen og Jens Christian Nielsen
Guleroden i den ene hånd, pisken i den anden – og håret i postkassen.
Sådan kan det indimellem opleves, når vi uden held forsøger at få de unge til at gøre, hvad vi siger. Når vi forsøger at få dem til at vælge netop de uddannelser, vi har brug for i samfundet. Når vi forsøger at få dem til at spise mere grønt og mindre sukker. Når vi forsøger at få dem til at gå til spejder i stedet for at spille Playstation. Eller når vi forsøger at få dem til at gå mindre op i kendisser fra reality-tv og blive mere engageret i samfundsspørgsmål og politik.
Selvom de unge engang imellem gør, som vi siger, er det langt fra altid. Og det på trods af, at vore forespørgsler er helt og aldeles rimelige og fuldstændig i tråd med de unges egne interesser: Har de unge måske ikke også en interesse i at få en uddannelse, som samfundet har brug for, så de ikke bliver arbejdsløse? Og har de ikke også en interesse i at engagere sig i samfundsspørgsmål og politik, så de er parate til at overtage samfundet, når det bliver deres tur? Selvfølgelig har de det.
Men hvorfor går de alligevel så ofte deres egne veje? Hvorfor lytter de ikke til os, når vi nu ved, hvad der er det bedste for dem? Et nærliggende svar er, at de unge er unge.