Forskning & Publikationer

Unge nydanskere i forsvar og politi

Både politiet og forsvaret har et ønske om, at et bredt befolkningsudsnit er repræsenteret i forsvaret og politikorpset. For at sikre en fredelig og frugtbar sameksistens mellem medborgere med forskellige kulturbaggrunde i Danmark ønsker politiet og forsvaret en større repræsentation af nydanskere, idet dette anses for et vigtigt element i begge instansers og øvrige myndighedsudøveres arbejde. Projektet afdækker de centrale faktorer i rekrutteringsproblemet og lægger dermed op til mulige nye veje i rekrutteringsarbejdet.

Undersøgelsens overordnede formål er at medvirke til, at flere kvalificerede unge med anden etnisk baggrund søger ind i forsvar og politi. Gennem tilvejebringelse af øget viden om og indsigt i eksisterende barrierer er det formålet at optimere muligheden for at rekruttere på en hensigtsmæssig måde. Undersøgelsen vil give forsvaret og politiet en større viden om unge nydanskere, deres antal, forståelsesformer og handlingsmønstre og herigennem forbedre mulighederne for at handle hensigtsmæssigt og undgå misforståelser.

I projektet fokuseres der både på statistiske og mere kvalitative spørgsmål. Statistisk søger projektet at bestemme størrelsen og sammensætningen af den potentielle målgruppe af unge nydanskere. Kvalitativt søger projektet at analysere, hvordan unge nydanskere oplever forsvaret og politiet, hvilke forestillinger de gør sig herom, hvilke eventuelle barrierer der stiller sig i vejen for, at unge med andre etniske baggrunde end dansk søger arbejde i forsvaret og politiet, og endelig hvilke tiltag og fremgangsmåder der erfaringsmæssigt har øget disse unges interesse for forsvars- og politiarbejdet, og hvilke der ikke har.

Projektet er finansieret af Forsvarets Værnepligt og Rekruttering og Rigspolitiet.

læs mere

Kontakt forsker

Noemi Katznelson
nka@learning.aau.dk
Telefon: (+45) 2068 6680

Status for projektet

Status: afsluttet
Afsluttet 2002

Center for Ungdomsforskning | cefu@learning.aau.dk | Tlf: (+45) 20 29 46 29 | A.C Meyers Vænge 15, 2450 København SV