Aktuelt

To ud af tre elever forsinkes i årevis

Politiken.dk, d. 08.01.2013

Af Sune Sølund, Jacob Fuglsang og Jakob Stig

Kun en tredjedel går den lige vej fra skole til gymnasium og erhvervsuddannelse. Nu skal vejledningen laves om, siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S).

Lange pauser, afbrudte uddannelser og studentereksaminer, der følges op af endnu en ungdomsuddannelse er mere reglen end undtagelsen. Det viser undersøgelsen 'Kortlægning af veje og omveje i uddannelsessystemet', som Dansk Industri og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd offentliggør i dag.

Af de 61.094 unge, som i 2011 fuldførte en ungdomsuddannelse, har kun 20.862 gået den lige vej. Resten har været forsinket mere end to år.
»Der er alt for mange unge mennesker, som får nederlag og ingen uddannelse. Mængden er så stor, at vi simpelthen ikke kan være det bekendt. Det er både en stor samfundsmæssig omkostning og en stor personlig omkostning for de enkelte unge«, siger Lars Goldschmidt, der er direktør i Dansk Industri. Lars E. Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), er på samme linje.

Forkert anvendelse af vejledningen
Noemi Katznelson er centerleder ved Center for Ungdomsforskning og enig i kritikken af vejledningen. »Man kan sagtens gøre mere for at give eleverne bedre indblik i mulighederne. Mange unge er ganske enkelt ikke fagligt rustet til at tage en gymnasial uddannelse«.

Samtidig kritiserer hun rapporten for at være for snæver, for ekstra år som 10. klasse og efterskole kan gøre eleverne stærkere. »Rapporten viser ikke, om unge, som tager de her såkaldte omveje, indhenter noget, fordi de er blevet mere målrettede eller modne. AE og DI kalder det for omveje, men det ved de ikke noget om, hvis man kigger længere frem. Måske bliver eleverne faktisk mere målrettede og modne«.

Læs mere her

Lagt online 11.01.2013 af Astrid Schrøder

Center for Ungdomsforskning | cefu@learning.aau.dk | Tlf: (+45) 20 29 46 29 | A.C Meyers Vænge 15, 2450 København SV