Aktuelt

Integrationen har taget fart - men er gået tilbage på nogle punkter

Med fokus på integrationen bringer Kristeligt Dagblad en artikel om, hvordan det på mange områder er gået fremad i Danmark. Således pointeres blandt andet, at flere og flere unge indvandrere kommer i arbejde eller uddannelse. Men det er endnu langt igen ifølge Flemming Mikkelsen, CeFU:

"Et af de syv mål, som regeringens tænketank opstillede for integrationen, var tilslutningen til danske værdier og normer, herunder i hvor høj grad indvandrere og efterkommere af indvandrere overholder landets love sammenlignet med etniske danskere, og her har udviklingen faktisk været negativ i de seneste 10 år. Mandlige indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande havde i 2000 et såkaldt kriminalitetsindeks på 124, hvor der er taget højde for alderssammensætning og socioøkonomisk status. Altså et kriminalitetsniveau, der var 24 procent højere end gennemsnittet af befolkningen. I 2007 var indekset for indvandrere og efterkommere ifølge Danmarks Statistik vokset til 146.

- Det er en ekstrem stor forskel. Ikke mindst set i lyset af, at det ellers går så godt for minoritetsgrupperne som helhed. Jeg ville ønske, at vi kunne forklare den markant højere kriminalitet, siger Martin Bak Jørgensen fra AMID.

Flemming Mikkelsen, der er seniorforsker ved Center for Ungdomsforskning med speciale i området for migration og indvandrere, siger:

- Som det fremstår her, så er det selvfølgelig et problem. Måske især, fordi det fører så mange andre myter med sig om, hvorfor det er sådan. Men i virkeligheden ved vi det ikke. Vi ved alt for lidt om, hvorfor det er sådan.

Hvis man skal tro Flemming Mikkelsen, er det også på et andet punkt gået tilbage med integrationen i løbet af de seneste 10 år.

- På hele det politiske område. Det er blevet voldsomt skærpet i forhold til flygtninge og indvandrere. Og det handler ikke bare om en retorik, men også konkrete politikker, der er blevet skærpet. Der er for eksempel blevet gennemført et hav af stramninger på det sociale område, på området for indvandring til Danmark og så videre. Det er noget, som især eliten af de danske flygtninge og indvandrere bider mærke i. Det hører vi ofte, når vi taler med dem, og det er noget, der helt klart trækker den anden vej, når vi taler integration. Det gør nemlig, at de føler sig ekskluderet i stedet for inkluderet, siger Flemming Mikkelsen og pointerer, at ikke blot politikerne har skærpet tonen over for indvandrere og flygtninge.

Det har medierne også, mener han.

- Jeg hører fra mange, at de er trætte af retorikken i medierne. Blandt andet, fordi medierne generaliserer og ikke beskriver de forskelle, der er på forskellige grupper af indvandrere og flygtninge, siger Flemming Mikkelsen."

Kristeligt Dagblad den 15. maj 2009.

læs artikel

Lagt online 26.05.2009 af Freja Bange Nyboe

Center for Ungdomsforskning | cefu@learning.aau.dk | Tlf: (+45) 20 29 46 29 | A.C Meyers Vænge 15, 2450 København SV