Aktuelt

Flere unge studerer med handikap-SU

Jyllands Posten, d. 10. marts 2013

Af Morten Vestergaard

Antallet af studerende, der får SU med et handikaptillæg, er tredoblet på få år. En af dem er den 24-årige Heidi Busk, der har ADHD.

Flere end 3.600 studerende får handikaptillægget. Det er tre gange så mange som fem år tidligere og svarer til godt halvanden pct. af alle SU-modtagere. Den største stigning er sket blandt studerende, der har et psykisk handikap, f.eks. depression, personlighedsforstyrrelse, angst eller - som Heidi Busk - ADHD. Hun forklarer, at handikaptillægget, som er knap 2.500 kr. højere om måneden end den almindelige SU, i hendes tilfælde ikke har været afgørende for, at hun tager en uddannelse.

Niels-Henrik Møller Hansen, der er adjunkt på Center for Ungdomsforskning på Aarhus Universitet, mener, at udviklingen er udtryk for, at unge med handikap i dag integreres bedre i samfundet, og at de i højere grad får hjælp til at komme igennem ungdomsuddannelser og ind på en videregående uddannelse.

»Men en del af forklaringen på stigningen kan også være, at der for nogle år siden skete en kraftig stigning i børn, der fik en diagnose som ADHD, og at de børn nu er blevet voksne og kommer ind på uddannelserne,« vurderer Niels-Henrik Møller Hansen.

Han peger endvidere på, at andelen af alle unge, der vælger at læse videre, i samme periode også er steget; fra 2006 til 2011 steg antallet af SU-modtagere på videregående uddannelser ca. 20 pct.
»Samfundets besked til unge om, at de skal sørge for at tage en uddannelse, tager unge med et handikap selvfølgelig også til sig. Min vurdering er, at der samtidig er sket et skred i holdningen til, hvad man kan gøre, når man har et handikap,« siger Niels-Henrik Møller Hansen.

Læs heole artiklen her

Lagt online 12.03.2013 af Freja Bange Nyboe

Kontakt forsker

Niels-Henrik Møller Hansen
nhmh@learning.aau.dk
Telefon: (+45) 2029 4546

Center for Ungdomsforskning | cefu@learning.aau.dk | Tlf: (+45) 20 29 46 29 | A.C Meyers Vænge 15, 2450 København SV